Kolde øl til udendørs afterski i Wagrain

Wagrain byder på en masse afterski-muligheder, hvor hygge er i fokus. Det er dog også muligt at finde en bar eller et diskotek, som byder op til dans. Wagrain er et populært skisportssted for familier og ældre skiløbere, derfor er afterski i Wagrain ofte i et roligere tempo end mange andre steder i Østrig, så som Ischgl og Schladming. I Wagrain finder du altså en masse gode afterski-steder, hvor du virkelig kan hygge dig med en øl og god musik efter en lang dag på pisterne.

 

Wagrains bedste afterski

Har du kridtet danseskoene og er klar til at svinge hofterne, så skal du slå et smut forbi Kuhstall. Her er der nemlig en god blanding af schlagermusik og moderne diskoteks hits. Og stedet byder op til dans og fadøl indtil den lyse morgen. 

 

Har du trætte ben, kan du eksempelvis besøge en af de mange, hyggelige “alms” oppe på bjerget. Her kan du mødes med venner og familie efter en endt dag på ski, og nyde dagens sidste solstråler – mens I deler røverhistorier og dagens bedrifter.

 

Du kan også slå et smut forbi Kühberg Alm nede i dalen. Her er der live musik og masser af plads. Stedet byder på rigtig afterski med skitøj, øl, spil og masser af dans.

Comments are closed.